Den mest betydningsfulde nyhed i verden i dag er, at kendsgerningerne viser, at kristne kirker forbereder en enhed i form af en stor verdenskirke. Denne vil omfatte romersk-katolske, græsk-ortodokse og protestanter. Og årsagen til, at dette er topnyt, er, at dette vil forme den største magtblok, verden har set - på godt og ondt.

Den egentlige årsag til denne union er, at Kristus bad om, at alle de, som troede på ham, måtte være ét. Denne bøn er omtalt i Johannes-evangeliet 17, og de, som går ind for en sådan enhed, mener det i fuld alvor. Men bad Kristus i virkeligheden om en stor kirke? Prøv at tænke på, hvilke resultater et kirkemonopol har skabt før i tiden. Der var en stor enhed i menighederne til at begynde med, men omkring det 5. og 6. århundrede havde kirken i Rom skaffet sig herredømme over alle andre i Vesteuropa. Den mørke tidsalder sænkede sig indtil reformationen kom, og nogle brød af - de, som senere fik navnet protestanter. I Østeuropa var det den græsk-ortodokse og den græsk-katoltodokse kirke, som den sædvanligvis kaldes, der blev denne ene og eneste kirke med alt, hvad det indebærer. Enden på denne kirkes herredømme over folks liv i Rusland kom ikke før den kommunistiske revolution. Et af denne revolutions formål var rettet imod denne kirkes dominans og korruption.

Men heller ikke protestanterne var fejlfrie, hvor de har haft herredømmet. Der kunne skrives meget om de ting, der er sket, hvor den protestantiske kirke er blevet en statskirke i nogle lande i Europa. Der blev så stor forfølgelse, at pilgrimme forlod England og rejste til det europæiske fastland og senere til Amerika.

Jeg har været i lande, hvor der er kirkemonopol i dag. Protestanter og romerske katolikker finder det næsten umuligt at virke i Grækenland, hvor den ortodokse kirke stadig er statskirken. Alle andre bliver diskriminerede. Da den ortodokse kirke er statsreligion, bakkes den op af regeringen i sin forfølgelse af andre.

Også i lande, hvor den romerskkatolske kirke er den store kirke, sker der forfølgelser. Protestantiske menigheder bliver forfulgt. Politiet og andre øvrigheder bøjer sig for “den store kirke” og arbejder i dens interesse, idet de arresterer protestantiske forstandere, lukker deres kirker og konfiskerer deres litteratur. Dette sker, hvor den sande romerske kirke har magten. I nogle lande er situationen dog lettet en smule, formentlig for at strække sig så langt som muligt for at kunne byde protestanterne velkommen tilbage til “den kirke, som Sankt Peter har grundlagt.”

Men hvis Kristus ønsker, at hans efterfølgere skal være ét ved at være medlemmer af den samme kirke, så bør vi gøre efter hans ønske og lade ham om resultatet. Men er det, hvad han mente, da han bad om, at alle troende måtte være ét? Lad os se på, hvad Skriften siger.

Hovedindholdet i Kristi bøn er, at de, der tror på ham, må være virkelig omvendt fra det syndefulde, selviske liv til et liv i fuldstændig harmoni og enhed med Gud. Han be-der om den enhed, der skaber det samme sind hos hver enkelt, som tror.

Sindet og hjertet hos den uomvendte er centreret om ham selv. Hans højeste ønske er at tilfredsstille hans egen personlige appetit. Han er fuldstændig adskilt fra Gud. Han tanker og ambitioner er jordiske, ikke gudfrygtige.

Kristi bøn for de 11 disciple, som blev igen efter ham, og for alle, som fulgte efter dem, er, at de må blive så forenede i ét hjerte med Gud Fader og med Kristus, at deres liv ville bevise over for verden, at Kristus levede i dem.

Lad os se på Joh. Ev. 17, 20-23: “Ikke alene for disse beder jeg, men også for alle dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og elsket dem, ligesom du har elsket mig.”

Læg mærke til, at han siger i vers 21: “…at de må være ét i os.” Han beder om, at hver enkelt troende må være i denne totale enhed med Faderen og med ham selv. Men han beder også om en ægte enhed mellem hver troende og Gud. Hvis man læser vers 22 for sig selv, kan det se ud, som om han beder om enhed mellem alle troende, men læser vi helheden, ser vi, at han taler om en bestemt enhed skabt af overgivelse, sammensmeltning mellem den troendes hjerte og Guds sind og hjerte, indtil en sand omvendelse finder sted, og dette hjerte oplever en fuldkommen enhed med Guds og Kristi hjerte. Så, siger Kristus, vil verden lægge mærke til det.

Verden er aldrig blevet imponeret af en stor kirke eller en stor organisation. Men det giver indtryk, når den ser en person, som er så virkelig i Guds besiddelse og så inderligt ét med Gud i hjerte i sind. Og verden vil forstå, at Gud elsker denne person. Et sådant menneskes liv vidner om den kendsgerning, at Kristus virkelig er kommet og lever i dette menneskes liv.

Indholdet i denne bøn til frelse for dem, som tror på ham, er at de må blive omvendt i sandhed og være hos ham for evigt. Gud er ikke afhængig af et stort antal for at udføre sin opgave. Han kan gøre mere gennem én persom, som er fuldt ud indviet til ham end med skarer, som kun er delvist overgivet. Hovedpunktet i hans bøn er, at de, der følger ham, må fortsætte i deres enhed med Gud i hjerte og sind. Han siger jo faktisk: “Fader, bevar dem i denne enhed med dig og mig, ligesom vi er ét af hjertet.”

Tragedien er, at denne bøn af Herren er blevet misfortolket hos det store flertal af kristenheden. Det økumeniske hjul ruller med stadig større fart, og Verdenskirken kommer nærmere og vil kulminere hurtigere, end vi havde ventet. Alt bliver gjort for den endelige sammenslutning med den romersk-katolske kirke, og katolikkerne bereder sig til at blive mere acceptable, så dette kan ske.

Den magt, som romerkirken har haft, vil være ubetydelig i sam-menligning med den religiøse magtfaktor, som ligger foran os. Den store Verdenskirke vil diktere alle områder af livet, og gennem dette monopol vil Antikrist fremstå og erklære, at han er Gud.

Du kan tænke, at du kan forblive tro mod Kristus i en sådan kirke. Men dine børn, som vokser op, vil snart gå samme vej som alle de andre. Og din indflydelse på andre er også en væsentlig faktor.

Når talen drejer sig om en kirke i lighed med den gamle romersk- katolske kirke, siger Gud i Åbenbaringens Bog: “Drag ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.” (Kap. 18, 4) I det 17. og 18. kapitel i Åbenbaringen kan du læse om Guds dom over denne store kirke. Hun har gjort sig til herre over nationerne i fortiden, og nu vil de civile styrer anvende hende for at forene nationer og siden ødelægge hende. Hun har udgydt mange uskyldiges blod gennem århundreder, og når hun bliver oprejst i endnu større magt end tidligere, er det signalet til, at enden er kommet.

Nu er tiden til at drage ud fra hende og alle de lunkne, stive kirker, som planlægger at forene kræfter med hende. Det er meget nærmere, end du tror. Kom ud fra hende nu, mens du stadig kan bringe dine børn og andre med dig!

Flere protestantiske kirker planlægger nu at slå sig sammen til én stor kirke. Overbevisninger og sandheden er blevet ofret for at kunne skabe en fysisk enhed og storhed. Rygter vil vide, at denne nye union skal kaldes Den Kristne Katolske Krike. Andre siger, at navnet vil blive Den Forenede Kristi Kirke. Men hvilket navn den end får, kan man være sikker på, at den romersk- katolske kirke endog vil være villig til at ændre navn for at kunne optage denne nye kirke i en unionssammenslutning - så længe paven tillades at fortsætte som regent.

Det er tid til at bede, men også tid til at handle. Alle, som tager del i hendes indsats, magt, prestige, økonomiske og sociale goder, vil også få del i hendes dom. Det er tid til at stride for det, som er ret. Det er tid til at stille sig sammen med hele skaren af dem, som har stridt troens gode strid selv indtil døden.

Råb det ud! Lad din røst høres til modstand. Alt er ikke tabt. Mange kan stadig reddes fra det onde. Mange sjæle kan blive frelst som et resultat. Hvis du og din menighed vil lade jer advare og “drage ud fra hende” og derved adlyde Herren, kan mange blive frelst.

Det kan være de hader dig for din indstilling, men de hadede også Kristus. Lad os tage vor plads sammen med ham.