ARTIKLER
Forside


GODTAG IKKE ET NEDERLAG

Mange kristne affinder sig med tingenes tilstand. De lider under forholdene i deres eget liv, deres familie og i menigheden. En del er paralyserede og håber, det ændrer sig med tiden. Nogle ligefrem mener, at det må være Guds vilje, det skal være således - og er det Guds vilje, hvem tør da sætte sig op imod den? Nu er der mange tilfælde, hvor det ikke er Gud, men djævelen, som er årsagen til den tragiske tilstand. Og Den Ondes vilje skal vi absolut ikke acceptere.

Jesus sagde i Johannes Ev. 10, 10: ”Tyven kommer kun for at stjæle, slagte (myrde) og ødelægge; men jeg er kommet for at de skal have liv og overflod (af liv)”. Han sagde endvidere: ”Hvis husbonden vidste, i hvilken time tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus” (Lukas Ev. 12,39). Accepter ikke godvilligt tyvens hærgen og ødelæggelse, lad ham ikke uhindret lykkes med sit forehavende.

FORSTÅ DINE RETTIGHEDER

Enken i Lukas 18 nægtede at acceptere dommerens modvilje mod at efterkomme hendes ønske. Hun vidste, at hun havde ret. I henhold til loven, det skrevne ord, havde hun krav på at få, hvad hun bad om. Det er vigtigt at forstå vore rettigheder og Guds vilje, så vi ved, hvad vi skal bede om og forvente, at det bliver opfyldt.

Gud vil, at dine kære skal blive frelst. Han vil, at menigheden skal have fremgang, og at vi skal leve i sejr over synd og fordømmelse. Gud ønsker, dit ægteskab skal fungere optimalt, og at din tjeneste for ham vokser. Ja, på alle områder er det hans vilje, at vi skal have det godt, modtage hans velsignelse og være en velsignelse.

Du må kende Skriften for at vide, hvad der er din ret. Dernæst må du være udholdende i bønnen, indtil du får svar. Og Gud vil svare dig, når du beder i henhold til hans vilje.

UDHOLDENHED I BØN

Den omtalte enke gav ikke op trods dommerens afvisninger. Hun havde ikke noget alternativ. Hvis ikke hun fik sin ret – hvad end den bestod af – havde hun sandsynligvis ikke særligt gode fremtidsudsigter. En enke i de dage var dårligt stillet, hvis hun ikke havde nogen familie til at sørge for hende. Og da hun selv måtte opsøge dommeren uden nogen medhjælpere, har hun sikkert ikke haft nogle nære familiemedlemmer.

Nøden tvang hende til at være udholdende. Problemet med mange kristne i vor del af verden er, at nøden ofte ikke er stor nok. Derfor tyr vi til menneskelige hjælpemidler for at få dækket vore behov, eller vi affinder os med situationen og søger trøst i andre ting.

Enken havde kun håbet om, at dommeren ville forbarme sig over hende. Hvis ikke, var alt håb ude, og hendes fremtid ville være mørk og dyster. Hun gav sig ikke, men blev ved, indtil dommeren gav hende den ret, hun bad om. 

STOP TYVEN

Vi læste tidligere: ”Hvis husbonden vidste, i hvilken time tyven kommer, ville han våge, for at han ikke skulle bryde ind og stjæle”. Det er bedre at forebygge end at helbrede, plejer man at sige. Det er bedre at stoppe tyven end først at få fat i ham på et senere tidspunkt, efter han har stjålet og ødelagt det, som tilhører dig.

For at stoppe ham må du være vågen. Våg og bed til enhver tid, siger Jesus. Som kristen er det ikke nok med en tyverialarm, der først virker efter, at tyven er kommet ind. Så vil der allerede være ødelagt meget. Vi må ikke findes sovende, hverken når tyven kommer, eller når Jesus kommer. I det første tilfælde mister vi noget her i verden. I det andet tilfælde mister vi noget i Himlen.

Den kristne, som våger og beder, opdager tyven, længe før han når frem til dit område. Du må se til, at du altid lever på det blodbestænkte område, kaldet Golgata grund. Jesu blod stopper tyven. Jesu navn driver ham på flugt.

AFVIS DJÆVELEN

”Stå ham imod, faste i troen, så skal han fly fra jer” (Jakob 4, 7). Skulle tyven (djævelen) allerede have frarøvet dig eller dine noget af det, Gud har givet dig, så er det som regel ikke for sent at gøre noget ved det. Du skal ikke finde dig i at miste noget af det, Gud har givet dig. Én sag er at miste materielle ting; det kan som regel erstattes, og i hvert fald er det noget, du alligevel må efterlade, når dit liv er slut. Langt værre er det med de åndelige værdier, som frelsen, Guds velsignelser og nådegaver.

Er du ikke længere i besiddelse af det, du engang ejede, så er det på tide at få gjort noget ved det. Det kommer ikke tilbage af sig selv. Du må forstå, at djævelen ikke godvilligt leverer det tilbage, han har stjålet. Ej heller får du ham til at indrømme, at det er ham, det gjort det. Han prøver at give Gud skylden eller at placere skylden på nogle andre for at gøre dig forvirret. Men der er kun én tyv, når det gælder åndelige værdier, og det er djævelen. Og der er kun én måde at få det tilbage på: Søg først Gud og bed ham om tilgivelse og renselse i Jesu blod, så har djævelen ikke noget at ”hænge dig op på”. Gå så imod djævelen, stå ham imod; kræv det igen, som tyven har stjålet.

Jesus afvæbnede ham på Golgata, da hele djævelens hær blev stillet åbenlyst til skue. Djævelen véd, hvad Guds børns rettigheder er. Véd du det også? Så er det på tide at afvise ham og få det tilbage, du har mistet.