SEJR
Af Jimmy Swaggart
1. Mosebog 10, 16-18: “Og jebusitterne, amoritterne, girgasjitterne, hivitterne, arkitterne, sinitterne, arvaditterne, zemaritterne og hamaritterne; men senere bredte kana'anæernes slægter sig.”
Strukturen er denne: “Kana'an”, som nævnes her, og deres slægt ville senere blive brugt af Satan til at hindre Israel meget. Nogle af disse Kana'ans sønner, som “jebusitterne”, “girgasjitterne” og “hivitterne”, nævnes ganske ofte i strid med Israel.
Disse ovennævnte er typer, som vi i bogstavelig, fysisk og materiel henseende som kristne kæmper mod i vor åndelige kamp.
Kanaan
Vers 15 siger: “Og Kana’an avlede Zidon, hans førstefødte, og Het.” Nu kommer vi til én af grundene til, at Helligånden gennem Moses tiltaler Kana’an, som han gjorde i det foregående kapitel. Han sagde virkelig: “Forbandet være Kana’an” (9,25). Hvordan Kana’an i øvrigt var påvirket af hans far, Kam, som der henvises til af Noa, så ville hans onde tilbøjeligheder fortsætte i slægten. Satan ville bruge denne slægt til i stort omfang at skabe hindringer for Guds folk i deres overtagelse af Kana’ans land.
Kun én by, som vi er bekendte med, var opkaldt efter en af disse personer. Det er Zidon, som ligger ved kysten omkring 50 km nord for Tyrus, og som i dag eksisterer i det moderne Libanon.
Jebusitterne
Vi læste i vers 16-18: “Og jebusitterne, amoritterne, girgasjitterne, hivitterne, arkitterne, sinitterne, arvaditterne, zemaritterne og hamaritterne; men senere bredte kana'anæernes slægter sig.”
Som fastslået indtog de nævnte stammer Kana’ans land og blev den største fare for Israel i deres forsøg på at erobre landet.
Disse navne nævnes ofte i Bibelen og hentyder til modstand mod Guds folk. Dette var utvivlsomt planlagt af Satan helt fra Noas tid.
Hvor meget Satan, den faldne engel, kender til fremtiden, ved vi ikke med sikkerhed. Men når vi ved, at han havde adgang til Guds trone (Job kap. 1 og 2), kan vi måske tænke os, at han har adgang til nogen information om fremtiden. Men sikkert er, at Herren afgør, hvor meget han ønsker, den Onde skal vide.
Når man læser i Josuabogen, Dommerbogen og Samuels-bøgerne, bliver vi ganske klar over disse specielle stammer, som i høj grad var modstandere af Guds folk. Vi lærer, at når Israles folk stolede på Gud, kunne intet folk besejre dem. Vi lærer også, at når de kom bort fra Gud, og bedrøveligt nok undertiden spottede hans navn, så bukkede Israel under for disse fjender. På en måde blev de fysisk og materielt et billede på den åndelige kamp, vi kristne gennemgår nu til dags.
Sejr
Problemet med de fleste kristne - og nu taler jeg specielt om dem, der virkelig elsker Herren - er, at de forsøger at kæmpe en kamp, som Jesus allerede har kæmpet og vundet. Hvis Satan kan manøvrere os i denne stilling og i åndelig forvirring (hvor vi kæmper selv), vil han overvinde os til enhver tid.
For at være kort: På Golgata kors besejrede Jesus Kristus hver fjende, og han besejrede dem fuldstændigt (Kolossenserne 2, 14-15). Vi må forstå, at hver enkelt sejr han vandt ved sit dyrebare blod, blev vundet for dig og mig. Med andre ord: Han kom ikke til denne verden for sin egen skyld eller for Himlens skyld, men snarere for dig og mig. Vi må aldrig glemme det. Alle store ting han gjorde, hele hans tjeneste, helbredelser og mirakler, og alt hvad han udrettede på korset - alt sammen var ganske og aldeles for os, og intet var for ham selv.
Derfor, når vi forstår, at alt dette er gjort for os, så forstår vi sikkert også, at han ønsker, vi skal have hele den sejr, han købte til os. Specielt når vi tænker på, at han købte den med en så høj pris - han gav sig selv på korset.
Vi ved, at intet blev udeladt på korset. Alt, hvad Adam mistede ved syndefaldet, blev totalt gjort op på korset. Der er ikke nogen grund til at den enkelte kristne skal vandre i nederlag i nogen henseende. Hvis du vandrer i nederlag, er det simpelthen fordi du ikke ved eller forstår Guds anvisning på sejr. Du behøver ikke at udkæmpe kampe, som Jesus allerede har udkæmpet og vundet. Du behøver ikke at stride med Djævelen og dæmonerne, som Jesus allerede har overvundet på korset. Der er kun én kamp, du skulle involveres i, og det er “troens gode strid” (1. Timoteus 6, 12).
Troens gode strid
For at få del i disse store og vidunderlige ting, som Herren har gjort for os på korset, er der kun den ene forudsætning, at vi udviser tro på Kristus og hans fuldbragte værk (Romerne 5, 1-2).
Satan vil kæmpe mod dig, som er troende, for at røre ved din tro. Det kan være fysisk, materielt, økonomisk, dit hjem eller på åndelige områder, kun med dette ene formål: at ødelægge eller i det mindste alvorligt at svække din tro. Han ønsker, du skal miste troen fuldstændigt, og sikre sig, at du bytter din tro på Kristi kors med tro på andre ting. Sandt at sige, er han ikke så interesseret i, hvad disse andre ting er, så længe din tro bare flytter sig fra korset. Desværre har han været fremgangsrig med mange kristne - måske med de fleste.
For det meste er troen ikke rettet mod “Kristus og ham korsfæstet” (1. Korinter 1, 23 og 2, 2+5), men snarere i Jesus Kristus og menigheden - Jesus Kristus og pengegaver eller Jesus Kristus og gode gerninger, som vi kan udrette. Men nej, uden undtagelse er det altid “Jesus og ham korsfæstet”, ellers vil det - hvis det fortsat er tro - være en tro, som Gud ikke anerkender.
Åndeligt talt kæmpede jeg mod jebusitter og gigasjitter i årevis. Jeg kæmpede bravt og trofast. Men sandheden var, at jeg kæmpede en kamp, som for længst var vundet. I en sådan konflikt vil Helligånden ikke hjælpe den troende, og vi kan være sikre på, at uden Den Hellige Ånd kan vi simpelthen ikke sejre.
Den Hellige Ånd
Vi må kæmpe på den rette måde - det er at stride troens gode strid - hvilket hentyder til at have tro på Kristus og det, han gjorde på korset. Uanset hvad Satan prøver at gøre, vil Den Hellige Ånd stoppe ham i hans fremfærd. Satan har på ingen måde noget imod at besnære os, men han ønsker ikke at have noget med Helligånden at gøre. Det er vidunderligt at vinde kampe, men det er endnu bedre ikke at behøve at kæmpe nogen kamp. Som troende behøver vi ikke at kæmpe det, som allerede er udkæmpet. Jesus Kristus er vor Sejrvinder. Han er Sejrherren, og som vi har konstateret: Han gjorde alt dette for dig og mig. Det er en af grundene til, at han siger: “Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile” (Mattæus 11, 28).
Hvile
Det er bedrøveligt, men når mange kristne tænker på livet med Herren, tænker de på kamp og strid. Og venligst tro mig: Jeg kender den følelse.
Men er vi ikke standset op for at tænke, at dette ikke stemmer med, hvad Jesus sagde? Han sagde, han ville give os “hvile”, ikke yderligere kamp og strid. Hvad mente han med det? Han mente ganske enkelt, at han ville stride for os, hvilket han gjorde på korset, hvor han besejrede al mørkets magt (Kolossenserne 2, 14-15).
Den måde vi lever på - og jeg refererer til vore forsøg på at leve for Gud - får mig til at tænke på, at de fleste kristne ikke virkelig forstår “det fuldbragte værk.” Hvad betyder det?
Det fuldbragte værk
På korset, nogle øjeblikke før han døde, sagde Jesus det, som med stor sandsynlighed var hans sidste ord: “Det er fuldbragt. Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd” (Johannes 19, 30 og Lukas 23, 46). I det øjeblik han sagde det, fortæller Skriften: “Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst; og jorden skjalv, og klipperne revnede” (Mattæus 27, 51).
Som de fleste bibel-læsere vil vide, adskilte forhænget det hellige sted fra det allerhelligste i templet. I det sidstnævnte befandt pagtens ark og nådestolen sig. Det var der, Gud dvælede mellem nådestolen og keruberne.
Desværre var disse dele af det hellige møblement på den tid ikke længere i det allerhelligste, på grund af Israels synder. Ikke desto mindre er forbilledet til stede. Som konsekvens: Da Jesus døde, blev dette faktum tilkendegivet, at prisen nu var betalt, og vejen var banet for mennesket at gå direkte ind i Guds nærhed. Gud flængede forhænget og viste, at vejen nu var åben.
Før korset kunne kun én mand, ypperstepræsten, gå ind på det sted og kun én gang om året, som var den store forsoningsdag, og aldrig uden blod. Men da Jesus døde, og derved havde betalt prisen, var vejen åbnet, så at hvem som helst kunne komme og drikke frit af livets vand.
Det var dette, Jesus talte om, da han råbte ud på den store dag i højtiden: “Om nogen tørster, han komme til mig og drikke. Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.” Så sagde Johannes: “Dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, engang skulle få. Thi Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Johannes 7, 37-39).
Korset, og korset alene, gjorde dette muligt.
Angående dette sagde (formentlig) Paulus: “Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder” - hvilket han gjorde på korset (Hebræerne 1, 3).
I virkeligheden var der ingen af den gamle pagts præster, der nogensinde satte sig ned, simpelthen fordi deres gerning aldrig blev fuldført. Deres gerning blev aldrig færdiggjort, fordi blod af bukke og kalve ikke kunne borttage synder (Hebræerne 10, 4). Derfor måtte flere og flere ofringer bringes. Men da Jesus døde på korset, siger Skriften: “Men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd” (Hebræerne 10, 12).
Nu er der ikke længere behov for jordiske præster, som i virkeligheden i gammeltestamentlig tid var forbilleder på Kristus. Det, de blev brugt til, og det, de gjorde, er for altid blevet fuldført, for det blev fuldbragt gennem herlighedens Kristus på korset. Nu kan vi slukke alterilden, og vi kan tage tabernaklet ned, som kun var et forbillede. Vi kan tage de små lam og slippe dem løs på græsgangene, for der vil ikke blive brugt ét igen - i det mindste ikke, når det drejer sig om ofring. Det er gjort! Det er forbi! Det er fuldbragt!
Derved forstår vi, at dette værk, dette herlige værk, som Kristus udførte på korset er færdigt og fuldbragt. Det er fuldbragt! Altså, må jeg aldrig prøve at tage noget fra dette værk eller lægge noget til. At gøre således er ensbetydende med blasfemi. Det er den største fornærmelse mod Kristus.
Når vi forstår dette, er det eneste krav, at jeg placerer min tro på, hvad han har gjort, idet jeg forstår, at det blev fuldført, og forstår, at det var for mig. Når jeg sætter min tro til korset og beholder min tro på korset, vil Den Hellige Ånd virke mægtigt for mig og garantere mig alle de gode ting, Jesus gjorde på korset.
Det er derfor, Paulus siger: “Vi prædiker Kristus korsfæstet” (1. Korinter 1, 23).
|
|
|
