I Det Gamle Testamente omtaler Gud Israel som sin brud. Esajas 54, 5-6: ”Thi din ægtemand er din skaber, hans navn er hærskarers Herre, din genløser er Israels hellige, han kaldes al jordens Gud … en ungdomsviv, kan hun forstødes?, siger din Gud.” Hoseas 2, 16: ”På hin dag skal hun påkalde sin mand og ikke mere Baalerne”.

Vi ved fra Johannes Døberens ord, at Jesus benævnes ”Guds Lam”, og da Lammet sejrede på Golgata, fødtes menigheden: Lammets brud. En parallel til dette møder vi i første Mosebog, hvor Herren lod Adam falde i dvale og tog ud et ribben, hvoraf han dannede Adams hustru. Således blev også Kristi side åbnet af soldaternes spyd, og ud flød der vand og blod, som var begyndelsen til den nye tid: Menighedens tidsalder.

Når det gælder omtalen af Lammets brud, finder vi ikke et mere udførligt billede end i Efeserne, kapitel 5: Manden er hustruens hoved, som Kristus er hoved for menigheden. Vers 31-32: ”Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød. Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og menigheden.”

Kristus forlod sin Fader i himmelen og i overført betydning sin moder (Israel) og holdt sig til menigheden. Hele vejen gennem dette kapitel fremholder Paulus denne parallel: Mand og hustru – Kristus og menigheden. De er ét, selvom de er to selvstændige væsener.

Nogle er gået så vidt som til at sige: Vi er Kristus, fordi vi benævnes som hans legeme, men her er vi ude på et overdrev, som der ikke er bibelsk grundlag for. Hvis det havde været tilfældet, må vi i konsekvens af Efeserbrevet 5 sige, at hustruen også er manden, og det vil vel ingen påstå. Det står derfor helt klart, at den teori, som nogle bekender sig til, nemlig at Israel skulle være brud og menigheden personificeret som Kristi legeme (og dermed som Kristus) skulle være brudgommen, er i direkte modstrid med Efeserne kap. 5, hvor Kristus og menigheden er sammenlignet med mand og hustru – Kristus er hovedet og vi er hans lemmer på samme måde som en mand er sin hustrus hoved, og hun billedligt talt er hans legeme.

Når Jesus omtaler bryllup i sine lignelser, er det kongesønnens bryllup, og dette bryllup er knyttet til en tid, som er ved at rinde ud – en tid, hvor der samtidig sker en udskilning af dem, der er uforberedte til dette bryllup (læs Matt. 22 og 25). I Mattæus 25 ser vi, at dette bryllup finder sted, efter at anledningen til frelse er forbi: døren bliver lukket, og nogle vil stå udenfor i mørket. Dette understreges også klart af Åbenbaringsbogens fjerde kapitel: Efter at nådens tid med de forskellige menigheds-epoker er til ende, hører Johannes en røst, som siger: ”Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter”. Dette er utvivlsomt bortrykkelsen, Johannes her får en forsmag på, idet den sidste menigheds-epoke (Laodikea-menigheden) er forbi.

Han får i kapitel 7 se en skare, som ingen kunne tælle af alle stammer og folk og tungemål, som står for tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne. Af kapitel 19, vers 8 ser vi, at dette er brudens klædedragt: de helliges retfærdighed. I kapitlerne efter det syvende læser vi om Guds vredesdom over ulydighedens børn – de, som forkastede evangeliet og gik glip af bortrykkelsen. Efter bortrykkelsen – og mens vredesdommen går over den ugudelige verden – ser vi i kap. 19: ”... Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede”. Lammets bryllup foregår altså i Himmelen. Israel kan derfor ikke være Lammets/Jesu brud, eftersom Israel ikke på dette tidspunkt har omvendt sig og derfor heller ikke har del i bortrykkelsen som nation – men de, som har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, er Lammets brud.

Efter dette bryllup og lige inden tusindårsriget begynder, skal Israel omvende sig og blive forenet med den Gud, som kaldte hende i hendes ungdom. Det er interessant at se, at menigheden er betegnet som ”Lammets brud”, og det er først i Det Nye Testamente, vi møder Lammet personificeret i Jesus. I Det Gamle Testamente ser vi kun skyggebilleder af offerlammet, men selve personen, som kaldes ”Guds Lam” fremstår først i Det Nye Testamente, hvor også menigheden omtales.

Til slut kan vi nævne Paulus` ord til Korintermenigheden i kap. 11, vers 1: ”... jeg har jo trolovet jer med én mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus”.