Min mor satte sig ved siden af mig, mens jeg græd stille. Jeg var tolv år gammel. Jeg havde just bedt Gud om at tage bolig i mit hjerte – livets store oplevelse af tilgivelse og forløsning – og om tre minutter ville Gud servere mig en lektion omhandlende min menneskelige tilstand. Da vi var fem søskende og derfor forståeligt nok ikke havde store mængder af kontanter imellem os, lod min mor mig aldrig drikke en hel sodavand selv, og som enhver tolvårig ville synes, var det højst uretfærdigt, at jeg hele tiden skulle dele den med min søster. Dette gjaldt naturligvis også denne serie møder. Så da alt var ovre og jeg stadig følte mig høj af frelsesoplevelsen, vendte jeg mig til min mor og sagde: “Jeg er tørstig. Må jeg tage en sodavand?”

I det øjeblik vidste jeg, at hun ville sige ja på grund af øjeblikkets følelser. Jeg udnyttede det.

Denne hændelse glemte jeg naturligvis hurtigt. Derfor, i et kort og velsignet øjeblik efter Gud havde vist mig mit lettere plettede portræt, tænkte jeg, ”okay, det var det. Jeg har set det værste af mig selv. Lad os nu komme videre.” Så jeg begyndte at bede, Gud, gør mig stærkere. Gør mig i stand til at stå imod fristelserne – og, hvis du vil: fjern fristelserne. En meget enkel bøn, baseret på den tanke, at jeg kan gøre alt igennem Kristus, som giver mig kraft, og at det ikke er Guds vilje, at vi skal synde. Derfor stålsatte jeg mig imod de fristelser, Gud ikke fjernede, men jo mere jeg forsøgte, des fastere satte jeg scenen for nederlag. Jeg ville være stærkere, men Gud ville have mig svagere. Jeg kom dermed til en afsløring af en del af mit portræt, jeg ikke kunne se med mit fysiske øje.

“Synden”

Synden: “Den, som er død, er retfærdiggjort fra synden” (Romerne 6,7). Af de sytten gange, Paulus nævner ordet “synd” i det sjette kapitel i romerbrevet, handler det de femten af enkelthederne ikke om en syndig handling, men om “synden”. Dette referer ikke til en bestemt slags synd (en bestemt syndig handling), men til en syndig drivkraft, syndens magt, en tilbøjelighed til synd, eller den syndige natur.

Kødet, som den syndige natur ofte forveksles med, vedrører alt i os, som er menneskeligt (og derfor ugudeligt) og omfatter vore menneskelige ressourcer og begæringer, såsom tillid til personlige egenskaber og ønske om ære og bekræftelse. Kødet i sig selv er ikke ondt, men kan styres af den syndige natur til at skabe syndig aktivitet, og de er derfor tæt relateret. Nogle af de kødelige lyster kan se pæne ud, men de er altid enten direkte og åbenlyst onde eller styrede af ugudelige motiver.

Har kristne en syndig natur?

En del af dem, som konkluderer, at kristne ikke har en syndig natur i sig, hvad enten de aldrig har haft det eller ikke siden, de blev født på ny, baserer dette på noget lignende: “det gamle menneske døde og den syndige natur på samme tid.” Men lyt til Paulus: “Da budet kom, levede synden op” (Romerne 7:9, min fremhævning).

Jeg har i de senere år hørt folk tale både for og imod eksistensen af den syndige natur i kristne, men har lagt mærke til, at de fleste egentlig argumenterer definitioner. De fleste, som hævder, at vi ikke indbefatter en syndig natur, er enige i, at vi har kødet med os, og at dette inkluderer ugudelige begæringer af alle slags. Men en natur afgør, hvorledes vi handler under visse omstændigheder, og er altså ikke en definition af, hvem vi er, men hvad vi gør. “Dersom jeg da gør jeg, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig.” (Romerne 7,20). Paulus siger her meget klart:

• Den syndige natur bor i mig.
• Der er noget i mig, som ikke er mig (“så er det ikke mere mig, der udfører det…”), som tvinger mig til at gøre det, jeg ikke ønsker at gøre.

Dette er ikke en beskrivelse af Paulus’ kamp, før han mødte Jesus på vejen til Damaskus. Før dette forstod han ikke engang, at det var forkert at slå kristne ihjel, og lige lidt ville du, før tilstedeværelsen af den Hellige Ånd i dit liv, have brudt dig om, for eksempel, onde motiver. Desuden kunne Paulus’ gamle menneske – og den syndige natur – kun være korsfæstet på dette tidspunkt, hvis Paulus var født på ny. Havde han ikke været født på ny, kunne den syndige natur ikke “live op igen” – den ville aldrig have været dræbt. Derfor, når Paulus’ gamle menneske var korsfæstet på dette tidspunkt, må vi konkludere, at han var født på ny, da han oplevede sine indre kampe som beskrevet i romerbrevet kapitel syv.

Nogle kristne mener, at sande troende ved Guds styrke er i stand til at leve stort set syndfrie liv, og hvis vi derfor ikke kan vedligeholde en adfærd ifølge Guds Ord hele tiden, er det fordi, vi egentlig ikke var interesseret i at leve for Gud. Når kristne bider på denne logik, planlægger de bibellæsning, begynder at besøge de enlige og forældreløse, og beslutter at fortælle om Jesus til sine venner. Siden håner en ven dem for fanatisme, de finder ud af, at de bør betale tiende, karriere efterlader liden tid til enkerne, og de genoptager en gammel vane, fordi alt andet alligevel er røget i kloakken med forrådnede intentioner. Når dette sker for anden gang, vil de huske den person, som sagde, “du var ikke interesseret nok i at leve for Gud”, og de begynder endog at tvivle på ægtheden af deres frelse.

Personligt kan jeg ikke forestille mig en tvivl værre end denne. De, som lever dette liv bedst, har liden glæde, endnu mindre fred, og en håndfuld flygtige triumfer. Steve McVey skrev: “Nogle af de mest ulykkelige kristne drukner i et hav af religiøs aktivitet. Det sørgeligste er, at de mener det helt oprigtigt.”

Teorien om eksistensen af den syndige natur er ikke blot blevet udvikler for at retfærdiggøre menneskelige fejl. Må Gud forbyde sådant. Der er dog den virkelige årsag til, at det er umuligt for noget menneske at ændre sine vaner, temperamenter og afhængigheder, så længe de ikke er styret af en stærkere natur. Derfor virker psykologi og rehabilitation også kun i meget begrænset omfang og aldrig i det lange løb. Prædikanter, som først og fremmest håndterer opførsel, forsøger at behandle symptomer frem for selve sygdommen.

Da Israel besejrede Amalekitterne, og “Josua huggede amalekitterne og deres krigsfolk ned med sværdet” (2. Mosebog 17,13), forsvandt amalekitterne ikke.  De dukker op igen i kapitel 25, hvor de igen forsøger at få Israel ned med nakken. Den syndige natur vil have en plads i vore liv, indtil vi har iført os uforgængelighed, men Gud vil besejre syndens magt i os kamp efter kamp, ligesom han gav Josua sejren.

Der er to nøgler til dette:

• Giv ikke op, og
• Fjern ikke troens fokus fra korset.

Den syndige naturs antænding

I samtlige kristne har den syndige natur haft sin genoplivning, og vi berørte årsagen til dette i Paulus’ introduktion til hans indre kamp: “Da budet kom, levede synden op.”

Den guddommelige natur, i hvilken vi blev gjort delagtige, da vi blev født på ny, er en herlig velsignelse. Hvor den syndige natur regerede dig 100 %, før du blev frelst, og du formentlig ikke bekymrede dig meget om det, ønskede du at behage Gud, efter du blev hans barn. Problemerne starter, når det, du ønsker at gøre for at behage Gud, bliver til noget du gør, fordi du mener, at du er nødt til at gøre det for at behage Gud – når det, du ønsker at gøre, fordi du elsker Gud, bliver til noget du gør, fordi du ellers tror, at Gud vil elske dig mindre.

Hvor legalisme er i funktion, “lever synden op”. Når vi tror, at vi kan eller skal tilføre noget til vores frelse, hellighed, sejr, eller Guds accept af os, genopvækkes syndens magt.

Besejring af den syndige natur

Tidligere troede jeg, at måden noget ondt i mit liv (som jeg dengang ikke vidste, var et resultat af den syndige natur) skulle fjernes på, var at bede Gud om at udslette det – noget lignende, da Paulus bad Gud om at fjerne “tornen” i hans side. Derfor ræsonnerede jeg, at løsningen var mere bøn. Men Guds løsning ligger i en anden slags lov: “Livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort mig fri fra syndens og dødens lov” (Romerne 8,2).

Gud skabte syv love før tidernes begyndelse, og vi vil betragte de tre, som er relevante for dette emne. Disse er: Livets Ånds lov, Syndens og dødens lov og Sindets lov.

Den form for lov, vi her snakker om, er en universel regel, som er i konstant funktion. Betragt for eksempel loven om tyngdekraften. Hvis jeg hopper, vil jeg falde ned igen på jordens overflade. Det i sig selv er ikke en lov, men vi bliver givet et praj om, at en lov er i funktion, når det samme sker over hele jorden og uanset om en person gør det i dag, et årti fra nu eller for tusind år siden.

Alle syv Gudskabte love bestemmer udfaldet af diverse begivenheder, som for eksempel at hoppe under loven om tyngdekraft. Lovene, hvis man hører under dem, kontrollerer hvor man ender og nogle gange hvordan man handler. Det relevante udfald for den enkelte lov er ikke noget, som muligvis sker; disse er retninger, vi uvægerligt vil gå på, hvis den pågældende lov regulerer os. Og da disse love af skabte af Gud, er de i vedvarende funktion, ændrer sig aldrig, og er fuldstændig ubrydelige for selv den kraftigste menneskelige magt.

Syndens og dødens lov

Den næst-stærkeste lov i universet er “syndens og dødens lov.” Det er også den eneste negative lov, som findes. Alle andre er enten neutrale eller positive.

Syndens og dødens lov kan sidestilles med den syndige naturs værk i et menneske. For den, som ikke er født på ny, er der ingen flugt eller pause fra denne lov. Psykologiens fiduser kan vinde et par omgange for en person, men vil ikke være mere effektivt i at vinde slaget end et net kan forhindre en person, som hopper, i at falde tilbage på jorden. Før eller senere vil personen hoppe af nettet.

Syndens og dødens lov bliver første gang nævnt i Romerne 7,20-23: “Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig. Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg altså den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest. Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov, men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer.”

Sindets lov

Sindets lov indeholder vilje og viljestyrke. Vilje er det, jeg vil; viljestyrke er den mentale kraft, jeg tilfører for at opnå det.

Lad os læse verset igen: “i mine lemmer ser jeg en anden lov [syndens og dødens lov], som ligger i strid med loven i mit sind [som indeholder min viljestyrke; syndens og dødens lov kæmper altså imod min viljestyrke] og tager mig til fange under syndens lov [syndens og dødens lov vinder. Dette er ikke et hvis eller måske: syndens og dødens lov vinder slaget mod viljestyrken.]”

Som sagt er syndens og dødens lov den eneste negative lov, som findes, så sindets lov er ikke ond. Denne lov er neutral, og virker ofte positivt for den kristne, idet vi ønsket at gøre det rette. Vi er ofte ude af stand til at gøre det, men husk på forskellen mellem vilje og viljestyrke. Sindets lov bliver først farlig, når viljestyrke bliver misforstået som løsningen på at opnå det, vi gerne vil. Det er vigtigt at huske på, at hvordan vi end reagerer, er der oftest en åndelig årsag til det, og derfor må psykologi og viljestyrke aldrig blive fremsat som løsningen.

Gud vil ikke hjælpe os til at blive supermennesker. Han går ikke imod sine egne love og forstærker vores viljestyrke, når vi bliver kristne, hvilket er årsagen til, at vi ikke vil være i stand til at stålsætte os imod synd blot fordi, vi nu ønsker at gøre det. Vi er nødt til at indse, at vi i os selv er svage. Da jeg ønskede at blive stærkere, tillod Gud, at jeg fejlede (selv et øjeblik efter jeg blev frelst som tolvårig), og han gjorde mig en tjeneste. Et af Guds hovedprincipper i at håndtere vore liv er hans respons på Paulus’ forespørgsel om at fjerne hans “torn”: “i magtesløshed udfolder min kraft sig helt” (2. Korinterbrev 12,9).

Gud kan ikke vise, hvad han i sandhed kan gøre i en person, som stadig forsøger at gøre tingene selv. Vores løsning er derfor ikke selv-tillid eller personlige egenskaber, men Guds styrke, som virker i os igennem vores accept af vor menneskelige svaghed og vor totale afhængighed af ham.

Hvilket valg har vi så?

Hvis vi fungerer ifølge den syndige natur og nogen love, som styrer os, hvilket valg har vi da?

Om du indser det eller ikke, er det valg, du tager, et troens valg. Du kan vælge af tro på Kristus som din kilde til sejr, eller du kan beslutte at sætte din lid til dig selv.

Hvis du ikke kan holde dig væk fra en bestemt slags synd, hvad enten det er pornografi, jalousi, vrede over din ægtefælle eller mange andre ting, falder du da på dine knæ og beder, “Gud, hvad skal jeg gøre for at få denne synd ud af mit liv?” Hvis det er så, har du allerede gjort et troens valg: du har valgt at sætte din lid til, hvad du muligvis er i stand til at gøre.

De fleste tænker ikke over dette, men det er præcist, hvad det er: at stole på sig selv, og dermed flytter man troens fokus fra Kristi kors. Det eneste svar er:

Livets Ånds lov

Livets Ånds lov er den stærkeste lov i universet. Denne lov har “gjort mig fri fra syndens og dødens lov”, og det er den eneste måde, hvorpå du og jeg kan blive fri.

Lige som loven om tyngdekraften siger, “hvis du hopper, falder du ned igen”, siger Livets Ånds lov, “hvis du sætter din lid til Helligåndens kraft, vil guddommeligt liv regere i dig.” Og det er ensbetydende med sejr!

Der er kun en betingelse for, at denne lov er i fuld funktion, og det er tro.

Da jeg skrev denne del for 1-2 år siden, viste Gud mig noget, jeg ikke havde set før. Jeg delte nemlig indtil da friheds-elementet op i stilling og tilstand med den tanke, at ser Gud os som frie i vores stilling, men i vores tilstand kan vi blive frie på sigt. Dette er også i sagens essens korrekt, men hvis vi vedbliver at fokusere på denne del, fokuserer vi på vores omstændigheder, og ingen er nogensinde blevet forvandlet af at se på det. Gud havde allerede vist mig nødvendigheden af at indse forskellen på stilling (vores stilling i Kristus som allerede retfærdiggjorte og helliggjorte) og vores tilstand (vores fejlbarlighed), men nu viste Gud mig, at når vi nu er klar over dette, er det ikke meningen, at vi skal vedblive at fokusere på det. Hver gang vi beder Gud om hjælp til at være det, vi gerne vil være – så vores tilstand kommer nærmere karaktertrækkene at det, vi har i vores stilling – fokuserer vi på det, vi mener, at vi mangler. Igen: ingen er nogensinde blevet forvandlet af det. Husk: Gud fortæller os, at vi skal regne os selv for døde fra synden, selvom vore omstændigheder synes at bevidne det modsatte.

Dette handler om fokus. Vi er i risiko for at miste troen, hvis vi mister det rette fokus. Bibelen er fuld at illustrationer, der peger på, at vi i alle ting skal se hen til Kristus, uanset hvad vi føler og hvordan vore omstændigheder ser ud. Abraham blev bedt om at tælle stjernerne – ikke se på Saras tilstand. Moses blev bedt om at løfte sine hænder – ikke se på krigens tilstand. David blev bedt om at kigge op mod bjergene. Paulus bad os om at glemme hvad der ligger bad og strække os fremad mod prisen. Fokuser på det rette objekt – Kristus – og sig, “Gud, tak, at jeg allerede i Kristus er alt det, du forventer, at jeg skal være.”

På vindersiden

Da krigen mod Amalek var i gang, havde Israelitterne overtaget, så længe Moses holdt sine arme oppe. Moses kunne have givet op, da hans muskler begyndte at dirre med mælkesyre. Vi ved også, at han lod sine arme falde mindst en gang, fordi Guds Ord siger, at “når han lod sine hænder synke, fik amalekitterne overtaget”. Gud indstiftede et meget enkelt eksempel her: “hav tro” – en kontinuerlig tro; en dynamo-tro – på trods af omstændighederne.

Vore kampe bliver ofte værre og værre. Des fastere vi beslutter os for at sejle i Guds båd, des højere bliver bølgerne, og nogle af vore omstændigheder inviterer os ustandseligt til at tage sejlene ned og give op. Men hold armene oppe. Gud indstiftede ikke nogen lov så meget for at vi skulle overholde dem som for, at vi skulle indse, at vi er helt og aldeles afhængige af ham. Hav tro – ikke til, at du en dag bliver et bedre menneske (det er bare kødeligt praleri), men til at Gud har lovet sejr ved den Hellige Ånd, så længe du ikke lader armene falde. Det er vigtigt at huske på dette: Gud frelste dig ikke, fordi du var perfekt, og derfor vil du heller aldrig miste frelsen, fordi du ikke er perfekt. Gud elskede dig ikke, fordi du gjorde mere godt end dårligt, og derfor vil han heller ikke elske dig mindre, når du gør mere dårligt end godt. Hav tro til Guds arbejde i dig som en kontinuerlig proces, og i mellemtiden: Giv aldrig, aldrig op!

Til artikler - forside