Tema: Israel
ISRAEL VED TIDERNES ENDE
”De ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort – sådan skal det gå ved Menneskesønnens komme” (Mattæus 24,39)
”Dette siger Herren: I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte!” Det er tankevækkende, at hver gang noget nyt står for døren for det jødiske folk, har gråden fra ”Rakel i Rama” lydt. Det ser ud til, at helvedes kræfter udløses for at forhindre disse fødsler.
Da tiden var inde til, at den store folkefører Moses skulle fødes, gik der et dekret ud fra Farao, at alle drengebørn af jødisk herkomst skulle dræbes (2. Mosebog 1,22). Ved Jesu fødsel skete det igen, denne gang at kong Herodes befalede, at alle drengebørn under to år i Betlehem og omegn skulle dræbes. Igen lød gråden fra ”Rakel i Rama” (Mattæus 2,16).
I slutningen af 1800 tallet fødtes tanken om en egen stat for det jødiske folk: ”Tilbage til Zion”. Selv om jøderne rundt om i verden levede som almindelige borgere i de lande, de var i og følte sig som sådanne, var de dog jøder og dermed Guds udvalgte. Da tanken om et eget hjemland for jøderne og ”tilbage til Zion” fødtes, ser vi igen, hvorledes de sataniske kræfter bliver mobiliseret for at udrydde dette folk. *) Antisemitismen får god grobund, særligt i Europa og toppede 1939-45 under nazisternes drab på 6 millioner jøder. Igen hørtes gråden fra ”Rakel i Rama”. Men ligesom Moses og Jesus blev født ved Guddommelig beskyttelse og derved mirakuløst udfriet fra de sataniske tanker og handlinger, således blev ”en rest” af det jødiske folk frelst, og staten Israel blev født 15. maj 1948.
Men desværre holdt gråden fra Rakel ikke op, tusindvis af jøder i Israel har mistet livet i krige mod de fjendske naboer og ikke mindst ved terrorhandlinger med død og lemlæstelse til følge. Antisemitismen er i grunden modstand mod Guds plan med hans folk og et nej il Guds ord.
Det første eksempel på antisemitisme har vi i Amalek, amalekitternes konge ville spærre jødefolket vejen til et forjættede land. Gud tillod ikke, at det lykkedes for ham. Det burde folkene også vide i dag. I 5 Mosebog 25,17-19 står der: ”Kom i hu, hvad amalekitterne gjorde mod dig undervejs, da I drog ud fra Ægypten, hvorledes de kom imod dig undervejs uden at frygte Gud, huggede alle dine udmattede efternølere ned, da du var træt og mødig. Når derfor Herren din Gud giver dig ro for alle dine fjender rundt om i dette land, Herren vil give dig i evig arv og eje, da skal du udrydde ethvert minde om Amalek.
I 2. Mosebog 17,16 står der: ”Der er en udrakt hånd fra Herrens trone. Herren har krig med Amalek fra slægt til slægt”. – Gud sørger selv for, at det ikke kommer til en letsindig og overilet glemsomhed.
Jeremias 30,16 taler om antisemitter: ”Derfor skal alle, som fortærer dig, fortæres, alle dine fjender, alle skal de vandre i fangenskab; de, der plyndrer dig, skal plyndres, til ran gør jeg alle dine ransmænd”. – Det er alvor for Gud. Gud afregner med antisemitterne.
Navnet ”Tel Aviv” (Israels næststørste by) er et bibelsk navn og betyder ”forårshøj”. Byvåbnet forestiller et fyrtårn bag en port. Fyrtårnet lyser ud i jødefolkets adspredelse, porten tilbyder alverdens jøder et tilflugtssted.
I romerbrevet kapitel 9 læser vi om Israels fortid, i kapitel 10 om Israels nutid og i kapitel 11 om, Israels fremtid. Først taler Paulus om jødefolkets store fortrin (kap. 9,4-5):
Barnekår: Ordets egentlige betydning er adoption. Gud har udvalgt Israel af folkeverden og antaget det som sin ejendom. 5. Mosebog 7,6: ”Israel er min førstefødte søn”. (2. Mosebog 4,22).
Herligheden: Over tabernaklet og templet hviler Herrens herlighed som en sky (2. Mosebog 40,34). Dette er tegnet på Guds nærværelse hos hans folk.
Pagterne: Dermed tænkes på Guds pagt med Abraham, Isak og Jakob, Guds pagt på Sinai, Guds pagt med David og forjættelsen om en ny pagt (Jeremias 31,31).
Lovgivningen: Israel fik loven, Guds store gave (5. Mosebog 4,8). Vi har overtaget de ti bud fra jøderne.
Tempeltjenesten: Israels tilværelse var præget af gudstjeneste, rig på ceremonier, offer og bønner. Den havde en åndelig opgave for hele verden (2. Mosebog 19,5).
Forjættelserne eller profetierne, alle udgår de fra jødeland og det jødiske folk. Alle hører de med tril Guds gave til Israel, og han tager dem aldrig tilbage.
Fædrene: Hebræerne 11 vidner om fædrenes tro, begyndende med Abraham. Kun om ham siger Guds ord, at han var Guds ”ven” (Jakob 2,23). Det er vigtigt, at vi husker på, at fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus. Fra dette folk og fra Davids slægt fødtes verdens Frelser (Mattæus 1,1 og Romerne 1,3). Romerne 11,1: ”Har Gud da forskudt sit folk? Svaret er: ”Nej, langtfra”. Og i Romerne 11,29: ”Thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”. Dette gælder både for det jødiske folk og for landet Israel (1. Mosebog 15,6 + 17,7 + 26,3).
Romerne 11,11: Ved deres (jødernes) fald er frelsen ved Jesus Kristus kommet til hedningerne. Og vers 17 fortæller os klart, at alle de vilde grene, altså hedningerne, som blev indpodet sammen med de naturlige grene, som er Israel, ikke skal hovmode sig over dette, men være ydmyge og taknemlige.
o) Mattæus 24,32-34: Lær en lignelse af figentræet. Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at Han er nær for døren.


Uddrag fra hæfte af Kurt Aaberg: Indtil hedningernes tider er til ende – de tre krige i endetiden.
AKH’s kommentar: Indledningsordet fra Mattæus 24 tilsiger os at være vågne og beredte. For Israels situation er et tegn på, at Jesus kommer snart.
*) Antisemitter betyder nogle, som er imod Sem’s efterkommere. Sem var Noa’s ældste søn, som blev specielt velsignet. Han er stamfader til det jødiske folk.
o) Figentræet er et billede på Israel.
|