Efter en lang dag med fly-mad og lidt stress var vi vel fremme, og det var med forventning, at jeg gik ud for at møde Rebecca og Stephen. Første dag blev en stille start på turen - den gik med at shoppe og se på livet i Chennai.

Lørdag blev et herligt besøg blandt 37 drenge og 38 piger samt arbejderne på børnehjemmet med Annie Devakumar i spidsen. De var fulde af liv, som de fleste børn, men når Annie eller Rebecca gav besked om noget, så lyttede de og adlød. Det virkede på os, som om alt fungerede med orden, der var en god atmosfære over det hele, og børnene var i god form og med godt helbred. Efter en kort gaveuddeling blev vi forespurgt, om de måtte synge for os - og de sang med indlevelse og glæde, som strålede ud af dem. Der blev taget mange billeder af dem, og når jeg forsøgte at lære nogle af deres navne at kende, blev jeg næsten overfaldet af dem (på den positive måde). De skrev sine navne ned og prøvede at lære mig dem. Som far til fire børn i samme alder som nogle af disse, blev det en lidt ekstra speciel oplevelse. De skulle jo have været med, synes jeg.

Til orientering blev Ina og Monica (som tidligere har arbejdet nogle måneder på børnehjemmet) efterspurgt. Jeg fik et ark med til dem med 38 pigenavne, hvor der til nederst stod ”vi savner jer” (det gjaldt nok også for drengene, men det var en af de ældste piger, som skrev det ned, efter at børnene var sendt ind på værelset for dagens eftermiddags-hvil). Det er jo også godt at vide, at de måneder, Ina og Monica var der, satte spor efter sig på en meget positiv måde. Til alle jer kære missionsvenner: Alle børnene og arbejderne bad os hilse jer alle. De beder for os, og vi beder også for dem, ikke sandt?

Om søndagen var der først møde hos Stephen og om aftenen hos Nelson i Tambaram. Den sidste søndag var der først møde i Maranatha Church og i Nelsons udpost-menighed. Der var åbenhed for ordet om korset, folk gav respons på budskabet, og mange søgte forbøn. Senere i ugen havde vi seminar i Chennai, Theni, Trichirapelli, Thanjavur (hvor vi også tog del i et møde med mange folk – det var samme oplevelse som hos Nelson og Stephen) og i Sirkali. Mellem seminarerne og møderne var vi på besøg hos forstanderne Alphonse, Peter Mathi og Chelladuraj.

Vi rejste også hen til Jobs hjem for drenge, som sov og spiste i det, som er menighedslokalet. Der hilste vi også på David Inbanathan; én af dem, der modtager støtte fra IRR Mission. Det, der greb mit hjerte, var, at alle disse manglede nogle ting, f.eks. tag til lokalet, vinduer, halve vægge, osv, men møde havde de alligevel, glæde strålede fra dem, og de priste Gud. De havde glæden, selv om de manglede en hel del, som vi tager som en selvfølge. Børnehjemmet, som Job og hans kone har opstartet, er uden midler fra IRR; det er opstartet i tro til Gud.

Hvis jeg skulle opsummere alle disse indtryk med et bibelvers eller to, må det være: ”Thi Herrens glæde er jeres styrke” (Nehemias 8, 10) og ”Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: glæd jer!” (Filipperne 4, 4). Det talte til mig: de var ikke optaget af det, de manglede, men af Ham, halleluja! Så selv om vi mangler ting eller har problemer, så lad os se op til Ham og glæde os over, hvad Han har gjort, hvad Han er og forbliver for os. Han er min Herre og min Gud, som Thomas Nelson sagde, men Han er også vor bror.

Vi skal jo ikke tage os sammen for at glæde os; nej, vi skal se på ham, stole på ham og lade ham gøre værket. Det er det største for mig: jeg døde med ham på korset, og det liv, jeg nu lever, det er Jesus, som lever det i mig, halleluja! Derfor har jeg i hvert fald grund til at glæde mig, jeg har lov til det, og det vil jeg. Amen.

Broderhilsen fra én, som har lyst til at besøge Indien igen,

Se billedgalleri fra rejsen her.