Hovedvægten i seminar og møder var lagt på budskabet om korset, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra både forstandere og mødedeltagere, som oplevede en berøring af Gud (se separate citater/vidnesbyrd). Vi besøgte også menigheder, hvor vi har været med til at sponsere byggeri og vandboringer, dog mest af alt glædede vi os over, at byggeriet af børnehjemmet i Theni går frem og snart kan tages i brug.

Tak til alle jer, som har været med til at gøre det muligt for os at hjælpe mange mennesker i Indien.

Udtalelse fra en forkynder, som deltog i forstander-seminaret i Chennai:
“Jeg bor 400 km væk og var kun i Chennai, fordi jeg skulle deltage i begravelsen af en af Indiens mest kendte evangelister i går. Idet jeg ken-der tolken på seminaret, kom jeg med og lyttede. Gud rørte virkeligt mit hjerte. Jeg har indtil nu virket i med befrielses-tjeneste uden nogle resultater eller frugter. Jeg var helt sønderknust, var parat til at give op, men nu har Gud vist mig, at jeg skal forkynde Kristus og det, han gjorde på korset. Det vil jeg prædike fremover. Jeg er virkelig glad for, at Gud ledte mig til dette forstander-seminarium.”

(De såkaldte befrielses-tjenester er de, som graver i folks fortid og vil uddrive dæmoner af kristne, men Allan viste udfra Paulus’s breve til korinterne og galaterne, at apostlene ikke bedrev sådant blandt de troende, men prædikede Kristus og korset.)

Vidnesbyrd fra kvinde, som deltog i et møde tæt på Chennai:
(Opløst i glædestårer:) “Jeg sad sammen med min datter ca. to timer før mødet og talte om den bitterhed, vi har oplevet på grund af forskellige omstændigheder i vor familie. Vi var klar til at give op, jeg syntes ikke, livet længere var værd at leve. Men så har Gud sendt nogen helt oppe fra Danmark ned til Indien, og han sagde nøjagtigt det, vi talte om kort forinden. Nu forstår jeg, at Gud elsker os og vil hjælpe os. Jeg er så taknemlig til Jesus.”

For nylig har vi været på besøg på børnehjemmet i Theni, og vi tog børnene med på udflugt. Overalt bliver vi mødt med smil og ”stuterum” (som betyder ”pris Herren”). Mange vil gerne snakke med os, men siden vi ikke har lært indisk, og de fleste ikke kan noget særligt engelsk, er det ikke så let, og vi må i de fleste tilfælde klare os med et smil og et håndtryk. Alt er så anderledes herude: kulturen, mødestilen og generelt måden at gøre tingene på er meget forskellig fra det, vi er vant til, men alligevel er menneskene de samme – vi har de samme følelser, mange af de samme problemer og vanskeligheder, men også de samme glæder.

Det var en speciel oplevelse at komme ned til børnene på børnehjemmet i Theni. Vi ankom om aftenen, og børnene ventede spændt med sang og vink, da de så os. I øvrigt skylder jeg at sige, at det ikke blot var børnene fra børnehjemmet, som var der, men også børnene fra søndagsskolen samt søndagsskolelæreren og Job med familie. Der var en kort andagt, hvorefter der blev uddelt gaver, kager og slik til børnene. De T-shirts, som jeg fik med fra en dansk butik, blev de også meget glade for, og de skulle naturligvis prøves med det samme. Den 15-årige søndagsskolelærerinde ville også gerne have en T-shirt. Der var mange glade ansigter og “thank you” til os den aften. Jobs kone havde lavet dejlig mad til os, og udflugtsdagen med børnene var en varm dag, hvor vi fik lidt for meget sol. Vi hyggede os med børnene, og jeg tror, de fik en dag, de vil mindes i lang tid fremover.

I går (d. 27/2) havde vi et specielt møde i Dindigul, hvor den overvejende del af deltagerne var hinduer. Efter at have hørt evangeliet om Jesus, som på korset har båret vore synder og vore sygdomme, var der mange, som kom frem til forbøn (det er dog vanskeligt at afgøre, hvor mange der kom for at tage mod Jesus som sin frelser, og hvor mange, der kom frem for at blive bedt for til helbredelse, idet der ikke var nogen, som tolkede for os i eftermødet).

Vi kom tilbage til Chennai omkring kl. 9 om aftenen, og om næste morgen skulle der være seminar hos Nelson (30 km syd for Chennai). Overalt er der stor åbenhed og hunger efter Guds Ord. I Indien sidder de fleste med bibelen opslået og med pen og papir, parat til at skrive det ned, så de ikke glemmer det.

Sidst på turen: Lørdag (d.1/3) tog Maria og jeg med Rebecca ud til børnehjemmet i Tiruvallur (engelsk: Trivellore), ca. 40 km vest for Chennai. En herlig oplevelse, specielt for Maria, som pigerne flokkedes om. Vi havde desværre ikke mulighed for at blive derude så længe, og børnene havde ikke lyst til at lade os rejse igen så hurtigt. Vi fik mange kys og kram, da vi skulle gå, og vi var en dejlig oplevelse rigere. Det var skønt at se den åbenhed og glæde, som mødte os alle steder. Vi var også på en kort visit hos forstanderen for menigheden for menigheden i Tiruvallur.

Søndag formiddag (d. 2/3) var der møde i Open Door i Chennai, og søndag aften var vi igen i Tambaram. Det sidste seminar blev afholdt et sted mellem Chennai og Tiruvallur, som hedder Pattabiram, og så var det ellers tid til at pakke kufferten for sidste gang, før turen gik ud til lufthavnen. En begivenhedsrig tur var til ende, og vi har allerede fået tilbagemeldinger fra mennesker, som blev hjulpet og opmuntret af det, som blev forkyndt på møderne og seminarerne.

Vi takker Gud for, at vi endnu en gang fik lov til at tage turen ud til vore nåde-søskende i Indien og beder om, at Gud fortsatte vil virke i og igennem de mennesker, vi mødte.


Se billedgalleri fra turen her.