Hvis jeg skal begynde med at give mit førstehåndsindtryk af landet i sig selv, må jeg sige, at det er temmelig beskidt overalt, og dette overraskede mig meget. Folk smed affald direkte på gaderne, og mange mennesker sov på disse gader midt imellem trafikstøj og affald. Det værste at se, synes jeg, var familier med småbørn, som bor på gaden, og jeg ville ønske, at jeg kunne rive dem ud af den tilstand, de er i.

Når det gælder det indiske folk, virkede de på mig som noget anderledes end folk i den vestlige verden. Mit første indtryk var, at de er lidt kølige i sin stil, både med hensyn til måden, hvorpå de snakkede til hinanden og måden, de var over for os på. Vi er jo vant til, at når vi møder brødre og søstre i Herren, giver vi hinanden et knus eller i hvert fald et godt håndtryk, men sådan gør de ikke der. Til gengæld slår de hænderne sammen og siger “pris Herren” på indisk. Måske specielt derfor var det for en oplevelse at møde børnene på børnehjemmet, for de var så ægte og uspolerede, og havde endnu ikke tillært sig ”folkeskik”. De slog armene omkring os og gav os knus og kys, og vi kunne mærke, at de godt kunne lide at få den ekstra opmærksomhed.

Også på møderne var der meget anderledes end det, vi er vant til. De var glade for høj og livlig musik, og mange af forsamlingerne holdt et lydniveau, som man ikke kan forestille sig, hvis man ikke havde været der. Vi fik ondt i hovedet, og jeg måtte direkte holde mig for ørerne! Men vi fik lov til at være med at give nådens budskab til flere forsamlinger, og jeg er vis på, at dette var, hvad de trængte til. Tilsyneladende blev budskabet også vel modtaget af de forskellige forsamlinger, og Guds ord havde fremgang. Pris ske Gud.

Jeg synes, at det var en gribende oplevelse at besøge de forskellige pastorer, som havde mindre menigheder rundt omkring i Chennai. De havde ikke mange penge, men de stod fast i tjenesten for Herren.

Der var specielt én pastor, som gjorde et stort indtryk på mig: Han havde en lille menighed udenfor en landsby, tæt ved byen Trichy. Menighedsbygningen var meget enkel, og var bygget af palmeblade, så det ud til. Menigheden samlede ikke så mange mennesker (omtrent 40 personer), og mange rådede pastoren til at bygge et nyt menighedslokale - men da dette ville blive inde i byen, og manden havde stor nød for forsamlingen, og samtidig var bange for, at de ville blive spredt for alle vinde, valgte han at ikke ville flytte på menigheden på trods af bygningens enkelthed. Det var opmuntrende at se, at han havde et sådant hjerte for fårene. Må Herren velsigne ham og hans tjeneste i rigt mål. Generelt følte vi os meget velkomne overalt, hvor vi kom, og folk kunne næsten ikke gøre det godt nok for os.

Jeg kom til at lære pastor Stephen Devakumar og pastor Nelson og deres familier at kende, og de fik os virkelig til at føle os velkomne, og vi måtte love dem, at, hvis Herren lader vente på sig, vil vi komme tilbage til dem igen.

Se billedgalleri fra turen her.