Børnene sang for os, og vi (Allan og Ingerlise Hansen, Alfred Richter fra Polen og jeg, Anita Busborg) sagde nogle ord til opmuntring for børnene. Børnene var meget begejstrede for besøget - ikke mindst for det slik, vi delte ud til dem. Vi så også børnenes nye toiletbygning.

På vej derud samt tilbage til storbyen igen lagde jeg mærke til noget, som fik mig til at tænke lidt. Vi i det nordlige og vestlige "skilter" ikke ofte med vores tro. Vi er ofte så bange for at miste popularitet, at vi har det beklemt med ligefrem være stolt af, at vi er kristne. Derude gør de det til gengæld gerne. Overalt bekender folk deres tro med "Jesus saves" (Jesus frelser), "Jesus is Lord" (Jesus er herre) på taxier, bygninger, etc. Vi har meget at lære af dem med hensyn til trofasthed og åbenhed omkring deres tro.

Dagen efter var vi til møde i Open Door Church i Chennai, som er en halvstor menighed, set med danske øjne. Inderne er meget begejstrede for at lovsynge og prise Gud. Senere på dagen havde vi møde i byen Tambaram. Dette var det første møde i et nyt lokale for den lille menighed. Der var stor åbenhed og modtagelighed blandt folket for Guds Ord, og alle hilste os varmt velkomne.

Mandag startede vi dagen med pastorseminarer i Thanjavur, hvor der bor ca. 700.000 og med mange landsbyer omkring. I området findes der mange små menigheder og "prayer houses", og der var omtrent 70 pastorer tilstede på seminaret. Allan K. Hansen og Alfred Richter talte, og der var meget god respons under seminaret. Efter seminaret fortalte vores tolk, Suresh fra Chennai, os, at mange havde været meget begejstret for budskaberne. Vi føler os privilegeret over at være med til at styrke og opmuntre så mange, som så bringer det videre til deres egne menigheder. På denne måde nås mange mennesker med korsets frigørende budskab.

Om aftenen var der vækkelsesmøde i samme menighed. Peter Raj er forstander for denne, og min mor og jeg fik anledning til at tale med hans hustru, Carolyn, som drev en slags børnehjem i deres eget hus. De havde ganske enkelt bestemt sig for at tage 8 forældreløse børn til sig og gøre dem en del af sin egen familie. De, som i skandinaviske øjne er fattige her, tager sig alligevel af de endnu mere fattige og de forældreløse. Carolyn og Peter gør et fantastisk arbejde med disse børn, så vi gav dem en økonomisk hjælpende hånd på menighedens vegne og bad sammen med dem.

Flere steder fortalte pastorerne os, at de ofte har været udsat for megen modstand i menighederne på grund af dæmoniske kræfter i byerne. Da vi var der, havde de gang i en form for festival for deres guder, som de bærer (og kører) rundt med igennem gaderne, pyntet med farver og lys. Som én sagde: De bærer deres gud: vores Gud bærer os.

På trods af prøvelser og fattigdom er de fleste kristne glade, frimodige og særdeles gæstfri. Alle steder gik folk over deres normaler for at sørge for, at vi havde det godt. Der er dog megen fattigdom på gaderne, og vi hørte flere vidnesbyrd om, at Gud gav dem bedre vilkår, siden de blev født på ny. De er levende vidnesbyrd om, at Gud sørger for sine.

Tirsdag havde vi en afslapningsdag (i missionsrejse-standard, hvilket vil sige en masse tid i transportmidler). Vi rejste i bil, tog, og igen i bil fra Thanjavur sydpå mod Theni. På vejen gjorde vi holdt i Trichy, hvor vi besøgte pastor John Peter, som har ansvar for et prayer house. De er på nuværende tidspunkt ca. 60 mennesker i et lokale på omtrent 15-20 kvadratmeter. De har været i gang med en udvidelse i et stykke tid, men er gået lidt i stå på grund af økonomien. Bed for, at Gud må ordne det således, at de får de midler, de skal bruge.

Vores tolk, Suresh, var vores guide og arrangør under vores 5 rejsedage i Stephen Devakumars sted. Stephen fik foretaget bypassoperation om mandagen, og efter et stykke vellykket lægearbejde er han nu delvist på benene igen, dog med stærke smerter. Bed for at Gud må styrke familien igennem denne tid.

Onsdag havde vi pastorseminar igen - det andet på turen - denne gang i Theni. Igen talte både Allan og Alfred, og folk var generelt meget åbne for budskabet om korset. Vi tror på, at mange blev velsignede af budskabet - ikke fordi vi talte, men fordi Guds kraft virker igennem budskabet om Guds store nåde.

Overalt følte vi Guds nærhed både under møder/seminarer og i fællesskabet med vore indiske brødre og søstre i Kristus. De lægger alt frem for Gud i bøn, hvor vi, som er vant til at have alt det nødvendige og mere til, nok sætter lidt for megen lid til det menneskelige, fordi vi er i stand til at selv at skaffe det, vi har behov for. Vores tolk fodrede os trofast med mange historier om kristne, som oplever forfølgelse af mange slags, men til gengæld også Guds mirakuløse indgriben (se særskilt vidnesbyrd).

Vi havde et kort besøg tirsdag aften på børnehjemmet i Theni med en meget varm velkomst, hvor børnene sang for os af deres lungers fulde kraft, og vi delte lidt indisk kage ud til dem. Men torsdagen var nok den dag, de havde ventet mest spændt på; da tog vi dem nemlig med på udflugt til en park med flere legepladser og skønne, grønne områder, hvor de kunne boltre sig i nogle timer. De fik også et godt måltid mad og dessert, og for mig var det velsignende at se disse dejlige børn, som skæbnen ellers havde villet lade leve i kummerlige forhold - formentlig på gaden - være glade og få det mad, de kunne spise. Gud velsigne også dig, som har været med til at give økonomisk støtte til børnene (samt alle projekterne og de landsby-pastorer, som ellers ville have haft svært ved at klare sig).

Efter turen drog vi igen nordpå mod Chennai, hvor vi ankom tidligt fredag morgen. Her var den indiske mad fra midt-landet begyndt at sætte sine bakterie-spor, for både Allan og Ingerlise blev syge. Gud styrkede alligevel min far (Allan), så han var i stand til at varetage det planlagte, som først bestod af pastorseminarer - fredag i Open Door i Chennai samt lørdag i Peniel Christ Church i Tambaram - dernæst menighedsseminar søndag formiddag/eftermiddag, også i Tambaram i Open Door Church med dets omtrent 250 medlemmer. Allan talte om Guds gennemgribende nåde i alle livets situationer samt om at vokse i nåde og kendskab til Gud. I Indien lader det til, at de, i mange tilfælde, vokser op med streng disciplin (og uden megen fysisk nærkontakt for børnenes vedkommende), så de har, om muligt, endnu større behov for at høre om deres himmelske faders kærlighed til dem på trods af fejltagelser og svagheder.

Alfred Richter talte denne morgen i Open Door Church i Chennai, så 2 menigheder på samme tid kunne få glæde af vort besøg. Disse var vore sidste møder og seminarer på denne missionsrejse, da den sidste dag var afsat til sightseeing, inden vi skulle rejse hjem mandag omkring midnat. Vi var blandt andet en tur på stranden (de har en af verdens længste sandstrande langs kysten forbi Chennai), hvor fiskerbåde ligger i massevis, og fiskerne bor i “huse” af pap og strå (nogle enkelte bag cement, som på billedet her) og nogle på gaden under tæpper, løsthængende på bambusstænger. Dette syn var intet mindre end hjerteskærende. Så langt som øjet rakte, sås ikke andet end en grålig masse af støv, affald og hærget beboelse. Folk sad på gaden, da der formentlig i deres “boliger” (et ord, jeg har svært ved at bruge her) kun har været plads til minimalistisk eksistens. Tagene var et rod af hvilke som helst former for affaldsmateriale, som kunne bruges til at holde i det mindste en anelse vandtæt.

På trods af disse tragiske omstændigheder for mange, har vi set en del behov mættet på turen. Blandt andet har vi på menighedens vegne givet penge til at færdiggøre drengenes sovekvarterer på børnehjemmet i Theni med døre/vinduer, maling og el-installationer. Drengene sover på nuværende tidspunkt i et lokale, som ikke er forberedt til at bo i, så det vil blive for koldt til vinteren, men de vil nu, med FEFs støtte, kunne færdiggøre de nye sovekvarterer inden den tid. Job og hans hustru har i øvrigt taget 11 børn mere ind, så de nu er 22 børn. Deres hjerte er stort for de nødlidende. Mange af børnene har kun én forældre, hvor faderen er død eller er drikfældig og moderen ude af stand til at tage sig af børnene, og enkelte har mistet begge forældre.

Der er dog stadig mange behov at dække. Børnehjemmet i Theni mangler en toiletbygning til alle børnene, idet de kun har ét toilet og én bruser til dem alle. Den grund, de har opbygget det hele på (Job og hans families lille hus, menighedslokalet samt børnenes sovekvarterer), er dog helt fyldt, så det kræver, at den tilstødende grund købes.
I Trichy er de som sagt 60-70 menighedsmedlemmer i et lokale, som ikke ser større ud end 20 kvadratmeter, så de har behov for en ny menighedsbygning. De er meget ydmyge mennesker, som stoler på, at Gud vil sørge for dem, men dette gør dem ikke inaktive. Pastor John Peters egen familie og nogle menighedsmedlemmer har selv bygget deres nuværende, spartanske lokale.

Som afslutning vil jeg blot sige, at jeg selv kom til Indien med det formål at - om muligt - være til velsignelse for andre ved at hjælpe til i missionsarbejdet, men jeg er Gud stor tak skyldig for at være blevet meget mere velsignet på mange måder selv. Da jeg rejste derfra, efterlod jeg et lille stykke af mit hjerte hos folket, men jeg føler til gengæld, at jeg har fået et større hjerte siden mit møde med dem.

I strømmene af Guds store nåde,
Anita Busborg




Se billedgalleri fra turen her.

Under mit besøg i menigheden fra den 8. til 10. august gjorde Gud undere og herliggjorte sit navn i møderne. Det havde ikke regnet i dette område i mange måneder, og for landsbyens kristne, som arbejder i markerne, var det svært – uden regn - at tjene til livets ophold. Nogle fandt sig småjobs, men en del var helt ude af stand til at finde arbejde og tjene til sin føde. 

En dag gav Helligånden det ord, at det ville regne om aftenen efter vore møder. Selvom vejrudsigten forudsagde tørke for resten af året, fremlagde jeg det, Herren havde sagt. Da møderne var ovre for den dag, sås pludselig mørke skyer på himlen. Indenfor meget kort tid kom store regnskyl. Alle var overrasket og gav Gud æren.

Efter jeg forlod stedet, blev jeg fortalt, at regnen fortsat i flere dage, og landsbyens udtørrede sø blev fyldt op med vand. De fortalte, at Gud havde givet dem vand nok til at holde til resten af året. Landsbyen vidnede om, at det var Jesus, som havde gjort dette, og de herliggjorde Hans navn. Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid.