Wisla Czarne og Bytom var nye steder for os. Wisla Czarne har et helt nyt lokale, beliggende i et skønt bjergområde. Den lille menighed i Bytom arbejder især med mennesker, som har oplevet livets skyggeside med vold, alkohol og kriminalitet. De havde et meget spartansk lokale inde i en mørk baggård, et tidligere træningslokale. Men Gud har ikke personsanseelse. I hans øjne er vi alle lige meget værd, købt med den samme pris: Jesu blod.
Overalt oplevede vi en fin respons på forkyndelsen om korset og Guds nåde, og hvad vi ejer i Kristus. I Gliwice var emnet for bibeltimen fredag aften Guds nådes værk i vore liv, når vi vandrer i lyset (1. Johannes 1), og lørdag eftermiddag tog vi udgangspunkt i Efeserbrevet med vor stilling i Kristus og det liv, som bør følge med på grund af det, han har gjort os til. Søndag formiddag talte vi om den frihed, Kristus har bragt os ind i, så vi kan aflæ¦gge den gamle dragt og sidde til bords hos kongen.
Der var en vidunderlig åbenhed for Ordet i alle menighederne, og mange søgte Herren i eftermøderne for at få en berøring til ånd, sjæl og legeme. På fængslet var der en sigøjner, som længe havde søgt efter Gud. Og da Gud i endnu længere tid havde søgt efter ham, blev der en herlig forening ved korset mellem sigøjneren Cetlik og Gud. Vi bad med ham til frelse, og han glædede sig stort over, at Gud elsker alle mennesker, uanset race og baggrund.