RAPPORTER
Forside


POLEN 2009:
Missionsrapport

Turen til Polen varede denne gang fra den 19. til den 26. maj. Til trods for vanskeligheder i Københavns lufthavn gik alt godt. Tirsdag den 19. havde jeg bibeltime i pinsemenigheden Betania i Katowice, hvor emnet var Hebræerne 4,10-16, med vægten lagt på hvilen fra vore egne gerninger for at gøre Guds vilje, og Guds skarpe ord, som korrigerer vor (ofte) forkerte opfattelse af vor stilling i nåden. Onsdag var der møde i Gliwice med gennemgang af 1. Korinterbrev 3,15-19, som taler om grundvolden: Kristus og det, han gjorde på korset, og de materialer, vi bruger til at bygge på grundvolden. Guld = troen, sølvet = forsoningen og ædelstene = rene motiver – alt sammen noget Kristus virker igennem os ved troen på det fuldbragte værk.

Torsdag besøgte jeg en nystartet menighed i Czechowice ca. 70 km syd for Gliwice. Her var emnet, at Gud har bragt os ind i en vidunderlig stilling i Kristus, uden at det krævede andet fra vor side end tro. Denne stilling bør vi udnytte til at dyrke et mere inderligt forhold til ham og derved blive til endnu større velsignelse for vore medmennesker og til større ære for Herren.

Fredag, lørdag og søndag eftermiddag var der bibeltimer i en menighed i Bytom, som Gud har kaldet til at nå de mange forkomne mennesker i denne by. De holder til i et enkelt lokale inde i en baggård i byens centrum. Emnet for disse møder var Johannes 15 om vintræet med vægten lagt på, at vi er i Kristus, og han er i os. Den stilling har vi fået af nåde ved tro, og vi bevares i den gennem vedvarende tro på ordet om korset. Resultatet bliver, at vi bærer frugt for Himlen.

Søndag formiddag var der møde i Arka Gliwice, hvor emnet var “loven og nåden”. Al form for lov medfører nederlag, men nåden (resultatet af det fuldbragte værk på korset) giver sejr. Mange søgte frem til forbøn for legemlige og åndelige behov.

Overalt var der stor åbenhed og taknemlighed for budskabet. Mange gav udtryk for, at det var netop det, de trængte til at høre. Der var besøgende fra andre menigheder i området, og de ønskede også, at vi næste gang kunne komme til dem og forkynde ordet om korset og Guds nåde.

Vidnesbyrd fra søster Kazimiera - Bytom, Polen:

“Jeg gik på gaden i Bytom, fattig, ensom og fordrukken. En dag traf jeg en ung pige (Bozena), som fortalte, at Jesus kunne hjælpe mig. Hun inviterede mig med til menigheden (en lille menighed, som holder til i et gammelt nedslidt træningscenter i en baggård). I menigheden samlede de penge ind, så jeg kunne komme på et kristent behandlingscenter. I dag er jeg frelst og fri.”

(Billedet: Bozena (th), som ledte Kazimiera (th) til Kristus.)

Bozena er en ung pige, som har haft en hård opvækst og har prøvet flere forskellige religioner (blandt andet hinduismen), inden hun mødte Jesus og blev frelst. Bytom er en hårdt belastet by ikke så langt fra Katowice i den sydlige del af Polen. Menigheden her ser som deres vigtigste opgave at hjælpe de mange voldsramte samt misbrugere og kriminelle i byen. Der var en utrolig åbenhed for Ordet i de tre dages bibeltimer.



Se billedgalleri fra turen her.